Mest læste i dag
Omtrent 48 timer efter at have tabt i to sæt til Jannik Sinner i åbningskampen ved ATP Finals, skulle Stefanos Tsitsipas spille mod Holger Rune.
Det blev dog en kort kamp, da han trak sig efter cirka 15 minutter. Efter tre spillede partier bad grækeren om en fysioterapeut, som han førte en kort samtale med. Derefter meddelte han, at han var nødt til at trække sig fra kampen.
Det blev der ikke taget godt imod blandt tilskuerne, der mødte ham med piften og buhråb. Også på de sociale medier har han fået kritik, og flere har antydet, at han kun dukkede op for præmiepengenes skyld.
Det er nemlig ikke småpenge, der er tale om ved kampene i Torino. Blandt andet blev han kritiseret af Tine Scheuer-Larsen, der er tenniskommentator på TV 2 Sport.
"Burde Tsitsipas måske ikke have meldt fra til kampen mod Holger og givet pladsen til reserven Hurkacz? At spille 3 partier foran 14000 tilskuere… Publikum buhede - giver mere mening nu med eftertanke… 3 partier har tidligere været grænsen for at modtage præmiepengene," skrev hun på X.
Dette fik Rune til at reagere med et direkte svar til Scheuer-Larsen, hvor han blandt andet skrev, at alle er kommet til Torino for at kæmpe til det sidste.
"Vi er ikke i Stefanos krop. Så vi kan ikke udtale os om, hvad han burde have gjort. Vi er her for at kæmpe og vinde. Ingen her i top 8 er quittere og vi prøver til det sidste. Hvis vi kun tænkte rationelt var vi ikke, hvor vi står i dag," lød hans svar.
Tsitsipas har selv afsløret, at han havde smerter i ryggen, hvilket hæmmede hans bevægelse på banen. Derfor besluttede han sig for at trække sig fra kampen.
Han har også fortalt, at han mærkede det allerede under opvarmning, hvor det smertede i ryggen under hans serv.