Basketstjerne idømt ni års fængsel i Rusland: Sådan vil advokat få hende hjem
Af: Nicolai Busekist
|
26/10/2022 11:34
Mest læste i dag
Den amerikanske basketstjerne Brittney Griner fik tirsdag stadfæstet sin dom ved en russisk domstol, der betyder, at hun skal tilbringe ni år bag tremmer.
Tirsdag fik hun sin dom på ni års fængsel stadfæstet ved en russisk domstol. Det skete, til trods for, at hun og hendes advokat, Maria Blagovolina, havde krævet, at hun blev frifundet.
Det betyder, at hun skal tilbringe otte år bag tremmer, da hun allerede er begyndt at afsone at afsone sin straf. Det vides ikke, om det vil være muligt for den 32-årige basketstjerne at appellere sin dom yderligere i Rusland.
Griners anden advokat, Alexander Boykov, slår dog fast, at kampen endnu ikke er helt tabt. Men skal hun vende hjem til USA, kræver det, at hendes hjemland er klar til at tage affære.
Ifølge hendes advokat, vil det nemlig være muligt at bringe hende hjem, såfremt USA er åbne for at lave en fangeudveksling. Det skriver Reuters.
"Vi håber, at en udveksling er mulig," lyder det ifølge Reuters fra Alexander Boykov.
Tidligere har det været fremme, at det allerede har været på tale, at en udveksling kunne blive en realitet. USA og Rusland har nemlig været i forhandlinger om dette.
Tilbage i juli skrev CNN, at Rusland har stillet krav om, at få en tidligere efterretningsofficer ved navn Vadim Krasikov samt våbensmugler Viktor Bout udleveret, hvis en udveksling skal finde sted.
Krasikov, der er dømt for at have dræbt en tjetjensk separatist i Berlin, sidder dog ikke fængslet i USA. Derimod sidder han bag tremmer i Tyskland, hvilket kan gøre det svært at lave en aftale om en udveksling.
Hvad der også er med til at gøre det svært er, at USA ikke kun kræver, at Griner bliver løsladt. De kræver også, at få den tidligere soldat Paul Whelan med i aftalen. USA har tidligere tilbudt en udveksling mellem Bout og Griner samt Whelan.