Hun har siddet bag tremmer i et russisk fængsel i ti måneder. Nu er hun klar til at vende tilbage til banen.
I december kunne den amerikanske basketballspiller Brittney Griner vende hjem til USA. Det skete i en fangeudveksling, hvor den russiske våbenhandler Viktor Bout blev sendt den anden vej.
Da hun blev løsladt, havde hun siddet bag tremmer i Rusland i ti måneder, efter at være blevet dømt for at have smuglet cannabisolie ind i landet.
Nu er hun dog klar til at vende retur til banen, da den 32-årige stjerne har skrevet under på en ny kontrakt med Phoenix Mercury. Ifølge ESPN er der tale om en kontrakt på et enkelt år.
I løbet af dette år står hun til at tjene 165.100 dollars, hvilket svarer til 1,15 millioner danske kroner. Der er derfor et stykke vej op til de bedst betalte mandlige spillere i sporten.
Phoenix Mercury spiller i den bedste kvindelige liga, WNBA, og det var også her, at hun i 2013 blev valgt som den første spiller ved det års draft.
Hun blev i klubben i ni sæsoner, hvor hun var med til at sikre dem et mesterskab i 2014. Hertil var hun også med i en finaleserie i 2021.
Nu kan hun glæde sig over, at holdet er klar til at give hende chancen for at vende retur til banen. Det får hun muligheden for at gøre den 19. maj, hvor den nye sæson tager sin start.