Kobe Bryants familie indgår forlig: Får enormt millionbeløb
Af: Nicolai Busekist
|
01/03/2023 11:58
Mest læste i dag
For omtrent tre år siden mistede ikonet Kobe Bryant livet i et helikopterstyrt, hvilket efterfølgende har medført flere retssager.
Efter en længerevarende retssag, har amtet i Los Angeles accepteret at betale 29 millioner dollars (svarer til lidt over 200 millioner kroner) i et forlig til Kobe Bryants familie.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
I januar 2020 mistede både Kobe Bryant og den ene af hans fire døtre livet i et helikopterstyrt. Derudover mistede syv andre personer også livet i samme styrt.
Efterfølgende blev det afsløret, at ansatte i amtets brandvæsen og politi havde delt billeder fra steder, hvor man kunne de omkomnes jordiske rester.
Det resulterede i, at Vanessa Bryant, der er Kobe Bryants enke, valget at lægge sag an mod amtet for uagtsomhed og krænkelse af privatlivets fred.
Ifølge New York Times er det store beløb på 29 millioner dollars inklusive de 15 millioner dollars, som de efterladte til Kobe Bryant tidligere er blevet tildelt i den samme sag.
I forbindelse med sagen har Vanessa Bryant udtalt, at hun lider følelsesmæssig overlast, fordi hun ved, at både politi og brandvæsen tog billeder af ulykken, som de efterfølgende valgte at dele.
Delingen af de billeder, der stammer fra stedet, hvor helikopteren styrtede ned, skete blandt andet med andre kolleger under et besøg på en bar.
Blandt andet er der en betjent fra Los Angeles, der har indrømmet, at han har delt billeder fra stedet med en af sine kolleger.
Under retssagen har Vanessa Bryants advokater udtalt, at billederne blev taget som 'souvenirs' af en række personer, der var blandt det første redningspersonale, der ankom til stedet.
De havde dog ingen grund til at tage disse billeder, da de intet havde med deres arbejde at gøre.
De advokater, der har repræsenteret Los Angeles' distrikt i sagen, har ikke anfægtet, at der skulle findes billeder fra steder, men har samtidig holdt fast i, at de ikke er blevet offentliggjort og nu er blevet slettet.
Kobe Bryant indstillede karrieren i 2016. Han blev 41 år og datteren Gianna Bryant 13 år.