Bayern München-stjerne havde indbrud under Barcelona-kamp

15/09/2022 08:58

|

Nicolai Busekist

Foto: Markus Gilliar - GES Sportfoto/Getty Images

Mest læste i dag

Thomas Müller havde indbrud i sit hus, mens han og resten af Bayern München-mandskabet spillede mod FC Barcelona tirsdag aften.

Den tyske angriber, der er fast mand i startopstillingen, var på banen i alle 90 minutter. Kampen var en succes for det tyske mandskab, da de besejrede den catalanske storklub med 2-0 på Allianz Arena.

Ifølge Bild blev hans verden dog vendt på hovedet kort efter kampen. Efter kampen blev han nemlig informeret om, at der havde været indbrud i hans hus i Wettlkam syd for München.

Politiet har meddelt, at der blev stjålet for et sekscifret beløb i euro fra Müllers hus. Der er blandt andet blevet stjålet kontanter, smykker og andre værdigenstande.

Da han blev informeret om nyheden, undskyldte Müller sig, og forlod sine mediepligter. Han forklarede dog ikke hvorfor, men sagde blot, at han havde et 'privat anliggende'.

Hans holdkammerater blev heller ikke informeret. Ifølge The Sun troede de, at der var tale om en fødselsdagsfest, da han fyldte 33 år samme dag.

Politiet rykkede derefter ud til hans hus syd for München. Med sig havde de både hunde og helikoptere, da der var forlydender om, at de var stukket af over en mark.

Det lykkedes dog ikke at finde indbrudstyvene. Det betyder dog ikke, at sagen er blevet henlagt. Derimod bliver sagen fortsat efterforsket.

"Tirsdag aften brød flere ukendte gerningsmænd tilsyneladende ind i en bolig i Otterfing Kommune og stjal kontanter, smykker og værdigenstande for et sekscifret beløb," lyder det fra politiet i Oderbayern Sud.

"På trods af massive eftersøgninger er der ingen spor efter indbrudstyvene," fortsætter de, ligesom de påpeger, at sagen fortsat efterforskes.