Bilmærke træder ind i Formel 1: Indgår samarbejde med Red Bull

04/02/2023 11:54

|

Nicolai Busekist

Foto: Clive Mason/Getty Images

Mest læste i dag

Et nyt bilmærke bliver en del af Formel 1, hvor de skal være motorpartner med Red Bull Racing.

I 2026 får Formel 1 selskab af endnu et nyt bilmærke. Det er nemlig blevet bekræftet, at Ford, der er den største bilfabrikant i USA, vender retur til Formel 1.

Ford kommer til at være partner med Red Bull Racing, hvilket vil indebære, at de fra 2026 til 2030 skal stå for at levere motorenheder til Red Bull, men også til deres søsterhold Alpha Tauri.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det er ikke første gang, at Ford vælger at involvere sig i Formel 1. Det gjorde de også i slutningen af 90'erne og i starten af 00'erne, hvor de var en del af sporten med hhv. Stewart-Ford og siden med Jaguar.

I 2004 valgte Jaguar at sælge sit hold til Red Bull, og det førte til, at der blev sat en stopper for deres samarbejde med Ford.

Til trods for, at det er lang tid siden, så kan Ford faktisk bryste sig af at stå bag den mest succesfulde motor i F1-historien. I perioden fra 1967 til 1983 var motoren Ford Cosworth DFV nemlig med til at levere intet mindre end 155 grandprix-sejre.

Det nye samarbejde mellem Ford og Red Bull kommer til at minde om denne tid, da den nye motor vil blive udviklet i Storbritannien af Red Bull Powertrains, som i stedet kommer til at gå under navnet Red Bull Ford.

Dette selskab blev stiftet af Red Bull, da Honda meldte ud, at de ville trække sig fra Formel 1. Der er allerede fuld gang i selskabet, der har 500 ansatte, der arbejder med at skabe den bedst mulige motorenhed til fremtiden.

Det vil sige, at Ford kommer til at assistere Red Bulls nye motorafdeling, og derfor vil det ikke være den amerikanske fabrikant, der kommer til at bygge den nye F1-motor fra bunden.

"Det er fantastisk at byde Ford velkommen tilbage i Formel 1 gennem dette partnerskab. Som en selvstændig motorfabrikant sætter det os i en konkurrencemæssig gunstig position at kunne drage nytte af en original producents erfaring," lyder det fra Red Bull-teamchef Christian Horner.