Anthony Joshua udfordret til den 'største kamp i historien'

Af: Nicolai Busekist

|

17/01/2023 11:57

Mest læste i dag

Anthony Joshua er blevet udfordret til en kamp, der bliver beskrevet som 'den største kamp i historien'.

Der er endnu ikke kommet et svar på, hvem Anthony Joshua skal dele ringen med, når han vender tilbage. Nu er han blevet udfordret af Deontay Wilders lejr.

En kamp mellem Wilder og Joshua siges at være tættere på, end den nogensinde har været, men den er endnu ikke blevet en realitet.

Siden de to boksestjerner var på toppen, er der sket meget. Joshua har tabt to gange til Oleksandr Usyk, mens Wilder mistede sit bælte til Tyson Fury, som han boksede mod tre gange.

Ifølge The Sun ønsker Wilders træner, Malik Scott, at han og Joshua skal gå i ringen sammen.

"Du har Deontay og Andy Ruiz, der har mandat til WBC, men så har du folk, der vil have Anthony Joshua og Deontay til at kæmpe, og dén kamp er større end WBC-mandatet," lød det fra ham til iFL TV.

"Vi får se. Jeg vil have, at Deontay kæmper mod AJ. Jeg tror, det er den største kamp i sværvægtsdivisionens historie."

"Jeg vil gerne se dem i ringen med hinanden, for jeg tror ikke, den vil vare mere end tre runder."

Wilder har været nævnt som potentiel kandidat til at dele ringen med Joshua, når han forventeligt vender retur i april.

Men meget tyder på, at Joshua og hans lejr har rettet deres fokus mod andre kandidater, hvilket tilsyneladende er noget, der generer Scott.

"På et tidspunkt så det ud til, at vi var ved at være klar til at få sat en Deontay-AJ-kamp op," sagde han til Best Sports Betting Canada.

"Så hører du, hos AJ og hans hold vil noget andet. Det ser ud til, at han undgår alle mine sværvægtere. Du er nødt til at kæmpe mod en af mine sværvægtere. Vi venter på dig herovre."

"Du undgår Deontay Wilder. Gerald Washington er klar til at kæmpe lige nu. Han er i topform - både mentalt, spirituelt og fysisk."