Mest læste i dag
Deontay Wilder har gjort det klart, at han ikke er færdig i ringen. Og nu lyder det, at hans næste modstander kan blive svenske Otto Wallin.
Otto Wallin håber på, at han kan komme i ringen med Deontay Wilder. Den svenske bokser, der gav Tyson Fury hele 47 sting, da de boksede mod hinanden i 2019, vandt tidligere på ugen over Rydell Booker.
Snakken om en kamp mellem Wilder og Wallin kommer i kølvandet på, at der potentielt kan være en kamp om WBC-bæltet på vej, da Tyson Fury har udtalt, at han ikke vil bokse igen.
Til trods for, at han har gjort det klart, at han ikke vil bokse igen, er han endnu ikke blevet frataget bæltet. Dette skyldes, at man håber, at han laver en kovending.
36-årige Wilder har derimod bekræftet, at han har planer om at gøre comeback i ringen. Den amerikanske bokser har ikke været i ringen, siden han tabte til 33-årige Fury i oktober 2021.
Og nu siger Wallins promotor, Dmitriy Salita, at de har et ønske om at kæmpe mod The Bronze Bomber.
"Jeg tror, Otto ville elske at kæmpe mod Deontay Wilder," sagde han til BoxingScene.
"Jeg synes, det er en fantastisk kamp, der giver meget mening, fordi Otto gav Tyson Fury den sværeste kamp i hans karriere."
"Det er klart, at Wilder tabte til Fury to gange i deres mindeværdige trilogi. Så jeg tror, det er den kamp, der giver mest mening."
"Og jeg har faktisk taget fat i Team Wilder og ladet dem vide, at Otto kan være tilgængelig."