Medie: Jake Pauls næste kamp er på plads

Af: Nicolai Busekist

|

17/01/2023 09:54

Mest læste i dag

Jake Pauls næste modstander er fundet, og det bliver ingen ringere end britiske Tommy Fury.

Langt om længe ser det ud til, at Jake Paul og Tommy Fury kommer til at stå ansigt til ansigt i en boksering. Det skriver SunSport, der også skriver, at kampen bliver afviklet i Saudi-Arabien.

Kampen mellem Fury og Paul har været tæt på at blive en realitet to gange, men i begge tilfælde har Fury været nødt til at udgå.

Begge boksere har været i kamp siden da. Fury var i april i ringen med Daniel Bocianski, som han vandt over, mens Paul har formået at besejre UFC-legenderne Tyron Woodley og Anderson Silva.

Ifølge SunSport skal Fury og Paul bokse i Saudi-Arabien senere i år, og angiveligt skulle det mellemøstlige land have spenderet millioner på at få kampen til landet.

Prins Khaled delte et afslørende opslag på Instagram mandag, hvor han skrev, at kampen var 'underskrevet, forseglet, leveret, men han specificerede ikke, hvilke boksere, der var tale om.

Den britiske avis SunSport hævder dog, at der skulle være tale om en kamp mellem Fury og Paul.

Tidligere har Fury gjort det klart, at han er indstillet på at tage kampen mod Paul i enten Manchester eller London, og at han endda ville gøre det gratis.

"Igen ser jeg Jake Paul snakke l**t over hele internettet. Du tilbød Paddy Pimblett en million pund for at sparre," sagde han.

"Du tilbød Tyson et væddemål på en million pund om et eller andet plat. Men du vil ikke betale mig meget mere for at kæmpe."

"Men jeg vil gøre det en tand bedre end det, fordi det handler om mere end penge for mig nu."

"Jeg vil kæmpe mod dig i Manchester eller London helt gratis i næste måned. Intet problem. Så lad os se, hvor klar du er."

"Promoterne, som forsøger at tage det hele, får intet. Du og jeg får intet. Alle indtægter går til velgørenhed."

"Jeg vil bare kæmpe mod dig og sætte en stopper for dig, for alt det med penge og sådan - der er gået for længe. Tag imod eller lad være."

SunSport har tidligere rapporteret, at den 25. februar kan blive datoen, hvor de to rivaler endelig kommer til at stå overfor hinanden i en boksering.