Holger Rune er ikke i tvivl: Her er målet for 2023

14/01/2023 09:55

|

Nicolai Busekist

Foto: Mike Stobe/Getty Images

Mest læste i dag

Holger Rune er en ambitiøs herre, og har sat sig et helt vildt mål, som han sigter efter at nå i 2023.

Man kan ikke klandre Holger Rune for ikke at have høje ambitioner. Det blev gjort klart, da der blev spurgt ind til, hvad hans mål er for denne sæson.

Den 19-årige stjerne var hurtig til at svare, at han kun har ét mål - og det er en ambition, som han ikke vil lægge skjul på, siger han. Holger Rune vil være den bedste tennisspiller i verden.

"Mine forventninger er at blive nummer ét i verden. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Og hvis man skal blive det, så skal man vinde en grand slam. Og hvorfor så ikke starte i Australien?" lød svaret til B.T.

Han ved godt, at det ikke bliver let, og det kræver, at han leverer på det absolutte højeste niveau, men han føler sig klar til det.

"Det kræver så meget, og jeg ved, det bliver endnu hårdere i år, end det var sidste år. Men jeg vil vinde grand slams. Jeg er så klar til det," fortsatte han.

Og den første grand slam får han mulighed for at vinde inden længe. Om få dage går starten til Australian Open, hvor han i sin første kamp skal spille mod Filip Krajinovic fra Serbien, der er nr. 56 i verden.

Til en start skal det danske talent blot forsøge at gøre det bedre, end han gjorde ved sidste års Australian Open, hvorfra han ikke har de bedste minder. Her blev han nemlig sendt ud allerede i første runde.

Forud for Australian Open er Holger Rune nr. 10 i verden. Hvis han gør det godt, vil han kunne hoppe flere pladser op på verdensranglisten.