Evenepoel får sublim start på Giro d'Italia

Af: Nicolai Busekist

|

07/05/2023 07:58

Mest læste i dag

Remco Evenepoel fik en god start på Giro d'Italia, da han vandt 1. etape af det store løb, hvilket var en 19,6 kilometer lang enkeltstart.

Den 23-årige Remco Evenepoel fik sendt et klart signal til sine rivaler om, at han er kommet for at vinde. Det gjorde han, da han vandt 1. etape af Giro d'Italia på ganske overbevisende manér.

Den unge belgier var klart bedst, da han kørte de 19,6 km på en tid, der var hele 43 sekunder bedre, end hvad Primoz Roglic kunne diske op med.

Det kan vise sig at være vigtigt for Evenepoel, da det er Roglic, der er spået til at være hans største konkurrent i jagten på sejren i det italienske løb.

Det betyder også, at den belgiske stjerne allerede på 2. etape kan iklæde sig den lyserøde førertrøje, da han nu ligger nr. 1 i det samlede klassement.

Helt så godt er det ikke gået for Roglic, der blev nr. 6. Evenepoel satte så stærk en tid, at den tætteste rytter var italienske Filippo Ganna, der satte en tid, der var 22 sekunder langsommere end Evenepoels.

Dermed er det også første gang, at Ganna har stillet til start ved en enkeltstart i Giro d'Italia uden at vinde den. Ifølge B.T. har han vundet alle fem enkeltstarter, han tidligere har kørt i det italienske løb.

I år er Magnus Cort, Mads Pedersen og Mads Würtz Schmidt de eneste danskere, der er med til Giro d'Italia. De har alle tre vist et højt niveau forud for etapeløbet, og viste også fine takter under enkeltstarten.

Cort sikrede sig en plads som nr. 40, mens det for Mads Pedersen gik en del bedre. Han er taget til Italien med et klart mål om, at det er ham, der skal være indehaver af pointtrøjen, når løbet er slut.

Den danske rytter ser ud til at være i god form, da han satte nye bedste mellemtider undervejs. Da han kørte over målstregen, var det også ham, der satte den foreløbig bedste tid.

Pedersen var dog sendt ud på ruten, inden de helt store favoritter fik sat en tid, hvorfor det endte med, at han måtte nøjes med en 12. plads.

Mads Würtz Schmidt endte som nr. 27, og klarede sig derfor bedre end Cort, hvorfor han lørdag var næstbedste dansker.