Fabio Jakobsen langer ud: 'Det er ikke godt for løbet'
Af: Nicolai Busekist
|
04/07/2023 06:36
Mest læste i dag
Fabio Jakobsen var en del af massespurten på 3. etape af Tour de France, men følte sig tvunget til at trække sig før målstregen.
Soudal-Quick-Step-sprinter Fabio Jakobsen var udnævnt til at være en af de klare favoritter til at vinde 3. etape af Tour de France.
Han var da også med i den afgørende massespurt, hvor han var nødt til at trække sig. Derfor måtte den store stjerne nøjes med at tage en fjerdeplads.
Efter etapen gav han udtryk for, at han ikke var tilfreds. Det handlede ikke blot om, at han gik glip af en etapesejr. I højere grad handlede det om, at han ikke mener, at massespurten forløb, som den burde have gjort.
"Vi vil ikke have nogen styrt, og jeg er nødt til selv at trække mig, fordi der ikke var plads. Det er en hændelse, de (løbsjuryen, red.) er nødt til at kigge på. Det er ikke godt for løbet," sagde Fabio Jakobsen til NOS ifølge Wielerflits.
Han hentydede til, at Jasper Philipsen, der endte med at vinde etapen. Da massespurten blev sat i gang, kørte han nemlig langs højre barriere, som han kom tættere og tættere på i svinget. Det betød blandt andet, at han lukkede af for Jumbo-Visma-profilen Wout van Aert.
"Hvis man starter (svinget, red.) halvanden meter fra barrieren, tror jeg ikke, man er nødt til at lukke så meget," lød det også fra ham.
Fabio Jakobsen var ikke den eneste, der mente, at der var noget at kigge på. Det mente man også i juryen, som besluttede at tage et kig på afslutningen.
Efterfølgende blev det konkluderet, at der ikke var overtrådt nogle regler. Derfor fik Jasper Philipsen lov til at beholde sin etapesejr. Ifølge Fabio Jakobsen gør det dog hans etapesejr 'mindre flot'.
Det er ikke uden grund, at det netop er Fabio Jakobsen, der udtaler sig om dette. I Polen Rundt i 2020 var han en del af en massespurt, der endte helt galt, og han var ved at miste livet.