Mads Pedersen afslører: Det sagde jeg til Peter Sagan
Af: Nicolai Busekist
|
03/07/2023 06:04
Mest læste i dag
Mads Pedersen kørte side om side med Peter Sagan på 1. etape i Tour de France. Det skete i tiden efter, at de begge havde kørt om at vinde den indlagte pointspurt.
Den danske cykelstjerne Mads Pedersen havde netop sikret sig sejren i pointspurten for næsen af Peter Sagan. Herefter endte de med at køre side om side med hinanden.
Som følge af dette faldt de to cykelryttere i snak med hinanden. Dette blev fanget på tv-billederne, men her kunne man blot se, at de udvekslede et par ord og dernæst brød ud i grin.
Det har naturligvis ført til en del spekulation om, hvad Pedersen og Sagan egentlig talte om, mens de sad på cyklen.
Forud for 2. etape gav Mads Pedersen svar på dette, da han talte med TV 2 Sport. Her forklarede han, at der blev joket lidt mellem dem.
"Han spurgte, hvilken klinge jeg kørte med, for han syntes ikke rigtig, at han kunne følge med i den spurt," sagde han til TV 2 Sport.
Han forklarede også, hvad han svarede den rutinerede cykelrytter, efter han havde spurgt ind til Pedersen cykel.
"En, der er større end hans," lød svaret fra den 27-årige dansker, der i dag bor i Risch-Rotkreuz i Schweiz.
Mads Pedersen var også med i finalen på 1. etape, men kunne ikke helt følge med. Derfor blev han sat, da det for alvor blev stejlt.
Etapen endte med at blive vundet af Adam Yates fra UAE Emirates. Kort tid efter kørte både Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar over målstregen. Den slovenske cykelrytter er i øvrigt holdkammerater med Yates.
På 2. etape var Mads Pedersen også med i front, men heller ikke her blev det til en etapesejr. Han viste dog, at han har gode ben. Det kan derfor ikke udelukkes, at en sejr bliver aktuelt på et senere tidspunkt i Touren.