Nu er det afsløret: Her får Netflix-serie om Tour de France premiere

Af: Nicolai Busekist

|

21/04/2023 09:58

Mest læste i dag

Fans i hele verden har ventet i stor spænding på, hvornår den Netflix-producerede serie om Tour de France får premiere. Nu er svaret blevet givet.

Hvis du er en blandt mange cykelfans, der har ventet i spænding, siden Netflix kunne afsløre, at de ville producere en dokumentarserie om Tour de France, så kan du godt begynde at glæde dig.

Nu har Netflix nemlig endelig løftet sløret for, hvornår de utålmodige fans kan få lov til at opleve Vingegaards sejr, den helt specielle start i Danmark samt flere andre aspekter af sidste års Tour de France.

Datoen for, hvornår fans kan se de første afsnit, blev nemlig afsløret på Canneseries, lyder det fra det franske medie RMC Sport.

I de første af de i alt otte afsnit, der er blevet produceret, vil det i høj grad være Jonas Vingegaard og resten af Jumbo-Visma, der er i fokus, hvorfor de bliver fulgt tæt.

Derfor er det også disse afsnit, som de fleste danske cykelfans glæder sig til at se. Er du en af dem, så skal du glæde dig til starten af juni, hvor de får premiere.

Foruden Vingegaard og co. lyder det, at der også er et stort fokus på Quick-Step, der har stjernen Julian Alaphilippe i folden.

Derudover kommer man også til at kunne følge med på tætteste hold, når sprinteren Fabio Jakobsen vender retur til Tour de France efter er voldsom ulykke to år forinden, der næsten kostede ham livet.

Tilsyneladende skulle det være planen, at den får premiere under løbet Critérium du Dauphiné, der er et løb, der af mange ryttere bliver brugt som opvarmning til Tour de France. Dette løb starter den 4. juni.

Dokumentarserien består af i alt otte episoder, der hver især har en varighed på omtrent 45 minutter.