Nu er det officielt: Her er Primoz Roglics nye hold

Af: Nicolai Busekist

|

06/10/2023 11:35

Cykling
Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images
Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images
Det har længe været kendt, at Primoz Roglic er på vej væk fra Team Jumbo-Visma. Nu er hans nye hold blevet afsløret.

Mest læste i dag

Team Jumbo-Visma og Primoz Roglic har allerede bekræftet det faktum, at han ikke fortsætter hos det hollandske cykelhold i næste sæson.

Der har derfor ikke være tvivl om, at Jonas Vingegaard ville skulle vinke farvel til sin slovenske holdkammerat.

Til gengæld har der været stilhed fra Roglic i forhold til hans kommende arbejdsgiver. Indtil nu. Det er nemlig blevet offentliggjort, at han fra næste sæson skal køre for cykelholdet Bora.

Efter denne sæson skifter han derfor til det tyske hold, hvilket Bora har bekræftet på sin hjemmeside fredag.

Det blev allerede i sidste uge meldt ud, at samarbejdet mellem Jumbo-Visma og Roglic ville ophøre før tid.

Der har naturligvis været spekuleret meget i, hvor Roglic skulle fortsætte sin karriere. Derfor er han i de seneste uger blevet kædet sammen med flere forskellige hold.

Endvidere har der været meldinger om, at han har været i forhandlinger med op til flere hold. I sidste ende var Bora det mest attraktive valg for Roglic, hvorfor han har sat sin underskrift på en kontrakt

"Jeg ser frem til dette skridt, selvom et holdskifte er lidt som nyt territorium for mig. De gode minder om, da vi mødtes for år siden, gjorde samtalerne nemme. Men den afgørende faktor var, at teamet virkelig er motiveret til at arbejde med mig, og at vi har de samme idéer," lyder det fra Rogic.

Også Ralph Denk, der er teamchef hos Bora, er glad for at have indgået en aftale med Roglic fra den kommende sæson.

"Som cykelrytter og teamchef kræves der tålmodighed. Det er ikke altid det første angreb, der fører til succes. For otte år siden sluttede Primoz sig næsten til os. Nu kommer han til os som professionel med en lang række sejre, som meget få andre har opnået," siger han.

"For os var den afgørende faktor ikke, hvad der er opnået, men hvad der venter forude. Sammen vil vi sætte vores præg på de store løb. Primoz værdsætter styrken i vores trup og kender sine fremtidige holdkammeraters store potentiale."

"Jeg er overbevist om, at hans personlighed vil inspirere hele holdet, fordi han er en leder med viljen til at vinde, og samtidig er en holdspiller. Mest af alt elsker han dog det, han laver og for mig er det nøglen til succes."