Tadej Pogacars mor med overraskende afsløring

Af: Nicolai Busekist

|

11/07/2023 05:42

Mest læste i dag

Tadej Pogacar har ved flere lejligheder vist sig fra sin bedste side under dette års Tour de France. Alligevel er hans mor bekymret.

Den slovenske cykelrytter kører bedre, end de fleste andre ryttere i feltet i Tour de France. Måske man endda kan strække den så langt at sige, at han kører bedre end nogen anden.

På trods af dette, er der en vis bekymring at spore hos Pogacars mor.

På 9. etape fik Pogacar sat Vingegaard til vægs, og tog derfor otte sekunder på Puy de Dôme. Dermed fik han også bevist, at han bestemt ikke har opgivet at vinde den gule trøje i år.

Efter etapen stødte B.T. ind i Pogacar-familien, og fik ved den lejlighed mulighed for at stille dem nogle hurtige spørgsmål.

I denne forbindelse udtrykte Marjeta Pogacar, der er mor til den 24-årige UAE Team Emirates-rytter, sin bekymring. Hun slog fast, at hun er bekymret over det håndled, som han brækkede under Liège-Bastogne-Liège tidligere på sæsonen.

"Jeg ved ikke, om han kan gøre det (slå Jonas Vingegaard i år, red.) Det er ikke til at sige nu," sagde hun til B.T., og fortsatte:

"Jeg er hele tiden bange for hans håndled, for det er ikke helet særlig godt. Så vi må se."

Selvom hun er bekymret for, hvordan hans håndled kommer til at klare sig, var der også glæde at spore hus hende. Det skyldes naturligvis, at sønnike formåede at køre otte sekunder ind på Vingegaard på Puy de Dôme.

I skrivende stund er det danske Vingegaard, der er indehaver af den gule trøje. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om han kan blive ved med at være det, hvis Pogacar fortsætter med at presse på.

Den slovenske cykelstjerne har ikke lagt skjul på sine ambitioner om at vinde Tour de France i år. Dette har han også bevist på cyklen, hvor han flere gange har leveret præstationer, som har imponeret alt fra cykelfans til eksperter.