Toprytter er blevet straffet: Slog modstander i hovedet
Af: Nicolai Busekist
|
14/10/2023 17:00
Mest læste i dag
Det er ikke nogen hemmelighed, at bølgerne kan ende med at gå højt, når der køres professionelt cykelløb. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at nogle af rytterne bliver uvenner med hinanden.
Netop dette blev aktuelt under Japan Cup Criterium, der er et blot 33 kilometer langt cykelløb i Japan.
Og især for én rytter gik bølgerne en kende for højt. Lotto Dstny-rytteren Maxime Van Gils valgte nemlig at give udtryk for sin vrede ved at give Georgios Bouglas et slag i baghovedet.
Kort tid efter er der blevet udsendt en udtalelse fra Lotto Dstny, der naturligvis beklager den overraskende episode i Japan.
"Vi beklager dybt vores rytter Maxime Van Gils' opførsel i Japan Cup Criterium. Maxim og holdet vil gerne undskylde for hans handling i slutningen af løbet," lyder det fra holdet ifølge Ekstra Bladet.
Derudover har hovedpersonen også selv undskyldt. Desuden fortæller han, at han har undskyldt over for løbsjuryen, og at han fortryder handlingen.
Han kommer ikke konkret ind på, hvad der har forårsaget hans beslutning om at slå den anden rytter. Han fortæller blot, at han reagerede på en anden rytter, der førte farligt.
"Det var en reaktion på en anden rytters farlige opførsel, men jeg ved, at det, jeg gjorde, var forkert. Det skete i øjeblikkets hede, men jeg skulle ikke have slået ham og holdt hænderne på styret," lød det fra Van Gils.
Selvom man naturligvis ikke må slå en anden rytter, kan Van Gils glæde sig over, at han slipper billigt fra episoden.
Ifølge Ekstra Bladet er han blevet idømt en bøde på blot 50 schweizerfranc, hvilket svarer til lidt under 400 kroner. Desuden kommer han også til at blive frataget nogle UCI-point.