Drama i nat: NBA-stjerner sloges i omklædningsrummet

12/01/2022 18:31

|

Nicolai Busekist

Foto: Jason Miller/Getty Images

Mest læste i dag

Washington Wizards sejr over Oklahoma City Thunder i nat bød på mere spænding udenfor end på banen.

Washington Wizard vandt natten til onsdag over Oklahoma City Thunder med resultatet 122-118.

Men det var ikke selve kampen, der bød på mest spænding. Spændingen kom i stedet i Wizards omklædningsrum i pausen, hvor sikkerheden måtte skærpes.

Her skulle det havde slået klik for to af holdets spillere, skriver Larrybrownsports. Kentavious Caldwell-Pope og Montrezl Harrell skulle have skændtes højlydt, da Harrell var rasende over, at Caldwell-Pope ikke afleverede bolden til ham i slutningen af første halvleg. 

Det skulle have udviklet sig fra et højlydt skænderi til, at de slog ud efter hinanden, inden deres holdkammerater fik dem splittet ad. Ingen af slagene gjorde dog nogen skade, da de ganske enkelt ikke ramte hinanden.

Hvad der nu skal ske med de to spillere, som i øvrigt kom til Wizards sammen fra Los Angeles Lakers, er endnu uvist. Washington Wizards er endnu ikke kommet med en officiel udmelding omkring episoden. 

Begge spillere spillede også videre i anden halvleg, hvor de begge nåede at score over 10 point i kampen. Lignende sager fra andre hold, hvor spillere har været i totterne på hinanden, er også blevet løst internt uden pressen er involveret. 

Det ender som regel i bøder, og et par kampe i skammekrogen, for at tænke over håndteringen af situationen. Om det bliver tilfældet for Harrell og Caldwell-Pope kan ses i kampen mod Orlando Magic natten til torsdag.