Erling Haaland imponerer igen: Scorer lynhurtigt hattrick

23/01/2023 11:58

|

Nicolai Busekist

Foto: James Williamson - AMA/Getty Images

Mest læste i dag

Erling Haaland er nærmest ikke til at stoppe. Søndag blev han noteret for sit fjerde hattrick i denne sæson i Premier League.

Inden Erling Haaland blev hentet fra Dortmund til Manchester City, var der flere, der såede tvivl om, hvorvidt den norske stjerne ville være i stand til at levere på samme niveau, som han gjorde i Bundesligaen.

Det må siges, at han har gjort tvivlen til skamme, da han i denne sæson har scoret 31 mål i 26 kampe. Hertil har han også lagt op til yderligere tre mål.

Hovedparten af de bolde, der er blevet sendt i nettet af den 22-årige angriber, er sket i Premier League. Her har han bidraget med intet mindre end 25 mål i blot 19 kampe. Alle hans tre oplæg er desuden kommet i den engelske liga.

Hertil har han også bidraget med mål i både Champions League, EFL Cup og Community Shield.

Og søndag var han igen på pletten, da han leverede et hattrick, da Manchester City tørnede sammen med Wolves, hvilket var det fjerde hattrick i blot 19 ligakampe.

Ikke nok med det, så skulle han ikke bruge mere end 14 spilleminutter på at score de tre mål. Da kampen endte 3-0 til City, var det den norske målbomber, der stod for alle deres mål.

Selvom Haaland nærmest har scoret mål på samlebånd, har det ikke været nok til at føre City helt til tops, da de må nøjes med en andenplads i Premier League.