Mest læste i dag
I den kommende sæson kan Andreas Christensen se frem til at få mere konkurrence om pladsen i det centrale forsvar i FC Barcelona.
FC Barcelona har altid været kendt for at være en klub, der er glade for at hente unge spillere, som de selv kan udvikle. Netop dette håber de at kunne gøre med den blot 18-årige Mikayil Faye.
Faye er blevet hentet til den spanske klub på en kontrakt, der løber over fire år. Det skriver den catalanske storklub på sin hjemmeside.
Det senegalesiske talent er ikke blot blevet udstyret med en lang kontrakt. Han har også fået en enorm frikøbsklausul, hvilket Barcelona er blevet kendt for i de seneste år. Bl.a. har spillere som Ansu Fati, Pedri og Gavi fået frikøbsklausuler på 1 milliard euro.
Faye er dog ikke helt oppe på dette niveau, men er derimod blevet udstyret med en frikøbsklausul på 400 millioner euro. Det er svarende til næsten tre milliarder kroner.
Den unge forsvarer er blevet hentet i klubben Kostosija Zagreb, der spiller i den næstbedste række i Kroatien. Han står noteret for at have spillet 13 kampe, hvoraf 11 af dem har været fra start.
På Barcelonas hjemmeside bliver Faye beskrevet som hurtig og god med bolden. Desuden er han bedst i venstre side af det centrale forsvar.
Det samme gør sig gældende for danske Andreas Christensen, der derfor kan se frem til at få mere konkurrence om sin plads i forsvaret. Han foretrækker også at spille i venstre side af det centrale forsvar.
Barcelona oplyser desuden, at aftalen er endeligt gået igennem, da den 18-årige spiller allerede har gennemført og bestået sit obligatoriske lægetjek.
Den spanske klub havde stor succes i La Liga i sidste sæson, som de endte med at vinde. Anderledes så det ud i Europa, hvor de endte med at blive sparket tidligt ud af Europa League.