Derfor gør Christian Eriksen det: Betyder meget for mig
Af: Nicolai Busekist
|
13/10/2023 14:09
Mest læste i dag
Der er ikke nogen tvivl om, at Christian Eriksen er en af de største fodboldstjerner, som Danmark nogensinde har haft. Gennem hans karriere har han spillet på flere storhold, herunder Inter og Manchester United.
Men selvom han de seneste år har været tilknyttet klubber på højeste niveau, så glemmer han ikke, hvor han kommer fra.
Derfor har det også været et ønske for hans side at give noget tilbage. Det har han nu valgt at gøre i samarbejde med OB, hvor han har fået en stor del af sin fodboldopvækst.
Dette kommer han til at gøre i form af en international vintercup, som bliver afviklet i januar. Den nye turnering er blevet opkaldt efter Christian Eriksen, som også har været med til at arrangere den.
"OB er en klub, der betyder meget for mig, da jeg selv har haft min gang på Akademiet. Derfor var det her en oplagt mulighed for at give noget tilbage, og med denne turnering kan vi få flere til at se det gode arbejde, der bliver gjort for udviklingen af talenter i Ådalen," siger Christian Eriksen til B.T.
I OB er man naturligvis glade for, at den danske landsholdsspiller har været villig til at deltage i afholdelsen af turnering. Det fortæller Tonny Hermansen, der er akademichef i klubben.
"Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen har valgt at lægge navn til turneringen, og med ham er vores håb, at vi på sigt kan skabe en super god turnering med et super godt brand, og vi håber, at med hans fortid i klubben kan være med til at tiltrække de store klubber," siger han.
Der er tale om en turnering, der vil blive afholdt for hhv. U17- og U19-hold.
Inden Christian Eriksen kan rette fokus mod den nye turnering, skal han først og fremmest i aktion med det danske landshold. Det skal han lørdag, hvor de i et udfyldt Parken skal forsøge at besejre Kazakhstan.