Af: Nicolai Busekist
|
25/01/2024 19:04
Mest læste i dag
Xavi er under et massivt pres i FC Barcelona, da den catalanske klub ikke har klaret sig godt i denne sæson. Formår han ikke at forbedre deres resultater, er det bestemt ikke usandsynligt, at han får en fyreseddel i hånden.
Presset var i forvejen stort på Xavi, inden han sendte sine spillere på banen mod Athletic Bilbao onsdag aften. Da kampens dommer fløjtede for sidste gang, var dette pres bestemt ikke blevet mindre.
Tværtimod er presset kun blevet endnu større, da Barcelona endte med at tabe 4-2. Dermed er de også ude af Copa del Rey, og har derfor spildt endnu en chance for at vinde en titel i denne sæson.
Efter kampen gjorde Xavi det klart, at han godt ved, at der er et stort pres på ham. Ligeledes sagde han, at han forlader klubben til sommer, hvis han ikke kan gøre holdet konkurrencedygtigt.
"Hvis vi i slutningen af sæsonen ikke er på et konkurrencedygtigt niveau, bliver jeg nødt til at forlade klubben," sagde han ifølge Fabrizio Romano.
"Jeg ved, hvor jeg er. Det er en topklub. Her hos Barca skal du vinde titler, ellers er du i fare. Jeg er overbevist om, at projektet her har stort potentiale med unge topspillere."
Desuden lagde han også stor vægt på, at den catalanske klub går en stor fremtid i møde. Han er dog ikke sikker på, om det bliver med sig selv som træner.
"Tro mig. Barcelona har en meget god fremtid, og jeg taler ikke om mig selv. Jeg taler om de unge spillere. Det er derfor, jeg bruger dem. Jeg vil virkelig gerne have, at de er klar til fremtiden," sagde han.
"Det handler ikke om, hvorvidt jeg er træner eller ej. Disse fyre er noget særligt."
Fodbold
Tennis