Fransk fodboldspiller anholdt i narkosag

Af: Nicolai Busekist

|

12/02/2022 16:21

Mest læste i dag

Den 32-årige franske fodboldspiller blev anholdt af politiet efter et stort fund af narko i hans lejlighed.

Den franske fodboldspiller Kristopher Vicente blev den 28. januar anholdt af det franske politi.

Nu viser det sig ifølge den franske avis L'Equipe, at fodboldspilleren blev anholdt efter, at man fandt 4,5 kg heroin, 500 gram kokain og en pistol i lejligheden, som han befandt sig i.

Vicente, der spiller i den femtebedste række i hjemlandet, har siden været varetægtsfængslet i sagen. 

Kristopher skulle angiveligt have indrømmet, at han bare har opbevaret stofferne og pistolen for en person i narkomiljøet. 

Men det franske politi mistænker ham yderligere for, at han har hjulpet med at smugle stofferne ind i landet. De har en teori om, at stofferne er smuglet ind i Frankrig fra Holland.

Selvom han er en anonym spiller fra de lavere rækker i Frankrig, har det alligevel sat sine spor i den franske fodboldverden. 

Præsidenten Ludovic Deshayes i hans tidligere klub CO Cherisy er i chok over nyheden om Vicente:

"Han spillede for os og tog sig af U6-holdet. Jeg blev fortalt, at han er blevet anholdt, men jeg ved ikke mere. Han var en meget god spiller, en god træner og en god dreng, som aldrig havde problemer hos os," udtalte han til L'Equipe.