Mest læste i dag
Jesper Lindstrøm har ikke været i aktion i snart to måneder, men snart er han klar til at vende tilbage til banen.
Som følge af en skade har danske Jesper Lindstrøm ikke været på banen siden 5. marts. Nu lyder det dog, at han kan få minutter i lørdagens kamp.
Det fortæller Oliver Glasner, der er træner i Eintracht Frankfurt, ifølge nyhedsbureauet Ritzau.
Lindstrøm pådrog sig en skade i den ene ankel under en træning i den tyske klub, og det er, hvad der har holdt ham fra banen siden den 5. marts.
Umiddelbart efter skaden, blev det af den tyske klub meldt ud, at han ville være nødt til at tage en pause på 'flere uger', men de kom ikke nærmere ind på, hvor mange, det ville være.
Hvis den danske stjerne får spilletid i lørdagens kamp, vil det være otte uger og en dag siden, at han senest var på banen i den tyske Bundesliga.
Og da der har været fremgang på det seneste, er der en god chance for, at klubbens fans vil få Lindstrøm at se lørdag, men Glasner har ikke i sinde at bruge ham i sin startopstilling.
"Han er ikke fuldstændig smertefri endnu, men han kan træne. Jeg talte med ham i dag (torsdag, red.), og han sagde, at han har det rigtig godt. Han er i eufori lige nu, og det vil vi gerne udnytte," lød det fra Glasner ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
"Det kan være, at han kan få en god indflydelse i de 10-15 minutter, han måske kommer til at spille," fortsatte han.
I denne sæson har den 23-årige Lindstrøm været en af de helt store profiler for den tyske klub. Flere gange har han vist sig fra sin bedste side, hvilket har gjort, at han er på radaren i en række af de største klubber i Europa.