Mest læste i dag
Leicester har slet ikke fået tingene til at fungere i denne sæson. Efter flere flotte sæsoner, er de nu endt som en bundklub.
En af de største bedrifter i nyere fodboldhistorie kan tilskrives Leicester, da de i 2016 kunne løfte Premier League-trofæet.
På trods af dette, mener Jamie Vardy, at det vil være en større bedrift at undgå nedrykning fra den bedste engelske række i denne sæson.
"Jeg mener, at på dette tidspunkt vil en redning være den største bedrift. Så vigtigt er det," sagde Jamie Vardy til talkSPORTS radiokanal ifølge Reuters.
Det kan nemt vise sig at blive en realitet, at Leicester ikke spiller i Premier League i næste sæson.
Den engelske klub, der tidligere har haft danske Kasper Schmeichel i målet, har tre kampe tilbage af sæsonen. I skrivende stund har de to point op til Everton, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen.
Vardy har været en del af Leicester siden 2012, og var med til at hjælpe klubben op i Premier League i 2014.
Efter triumfen i 2016, havde Leicester en håndfuld år, hvor niveauet var fornuftigt. I de seneste fem år har de rundet sæsonen af på en placering mellem nummer fem og ni.
Sådan kommer det dog ikke til at gå i denne sæson, hvor niveauet har været betydeligt lavere. Det tog klubben konsekvensen af tidligere på året, hvor man besluttede at fyre Brendan Rodgers.
Vardy fortalte også, at han ikke selv havde forventet, at han og Leicester ville havne i denne situation.
"Jeg har været med til mange op- og nedture i den tid, jeg har været her. Jeg havde aldrig set os havne i en situation som denne igen. Så at være, hvor vi er, er hårdt at kapere," sagde han.