Jesper Lindstrøm taler ud om potentielt skifte: 'Ville være latterligt'
Af: Nicolai Busekist
|
14/06/2023 06:32
Mest læste i dag
Jesper Lindstrøm har gjort sig positivt bemærket de seneste par sæsoner. Derfor er han landet på radaren i flere forskellige klubber.
Danske Jesper Lindstrøm har i de seneste to sæsoner tiltrukket sig en del opmærksomhed, da han har præsteret på højt niveau i tyske Eintracht Frankfurt.
Det høje niveau har medført, at han er havnet på radaren i en række større klubber i Europa.
Blandt andet har han været kædet sammen med RB Leipzig og Arsenal i de seneste måneder. For nylig blev det bekræftet af Eintracht Frankfurt, at der er interesse fra Leipzig.
Selvom det ikke er noget, han lader sig optage af, er interessen ikke gået helt ubemærket hen hos Lindstrøm. Han mener dog, at det er helt naturligt, at der er interesse efter 'et par gode sæsoner'
"Hvis man har et par gode sæsoner som fodboldspiller, så er der interesse for én. Det er, hvad det er. Det er ikke kun Leipzig, det er sikkert også andre klubber. Sådan er det at være i fodboldbranchen," siger han ifølge Ekstra Bladet.
Han vil ikke udelukke, at et skifte kan blive en realitet til sommer. Omvendt er det ikke noget, han er opsat på for enhver pris. Tværtimod har han et konkret krav til enhver klub, der har interesse i ham.
Den 23-årige landsholdsstjerne ønsker nemlig ikke at skifte til en klub, hvor han ikke er garanteret spilletid. Selvom interessen kommer fra en storklub, betyder det derfor intet, hvis han ikke får spilletid.
"Man kigger på spillestil, man kigger på træneren, man kigger på konkurrenter, og om der er mulighed for at spille eller ej. Hvis der ikke er mulighed for at spille, synes jeg, det er latterligt at skifte," siger han.
Han fortæller også, at han er glad for at bo og spille i Frankfurt. Skal han blive i Bundesliga-klubben, er det derfor ikke noget, han ser som et problem.