Mest læste i dag
Borussia Dortmund har solgt Jude Bellingham, og det har ikke været billigt for Real Madrid, som er køberen.
Jude Bellingham kan inden længe kalde sig for Real Madrid-spiller. Den unge englænder er nemlig blevet solgt til La Liga-klubben.
Det skriver Borussia Dortmund på sin hjemmeside.
I en pressemeddelelse fremgår det, at de er blevet enige med Real Madrid om salget af den blot 19-årige stjerne. For at få fingre i ham, har de været nødt til at betale en stor sum.
Prisen for den unge midtbanespiller lyder nemlig på 103 millioner euro, hvilket svarer til næsten 770 millioner kroner.
For denne pris får de til gengæld en af de mest eftertragtede spillere i verden. Derfor har de heller ikke været ene om at vise interesse for det 19-årige talent.
Derimod har han været kædet sammen med en lang række af de største klubber i Europa. Det har han faktisk været, siden han blev hentet til Dortmund i 2020, hvor han var blot 17 år gammel. Inden da spillede han i engelske Birmingham.
I den engelske klub er man meget stolte af, at det er her, han har fået sin fodboldopvækst. Faktisk valgte de at pensionere hans nummer, 22, inden han skiftede til Dortmund. Dermed kan ingen anden spiller få tildelt dette nummer.
Bellingham har formået at imponere i høj grad i de 132 kampe, som han har spillet for Dortmund. På tværs af disse kampe har han bidraget med 24 mål og 25 oplæg.
Kort efter sit skifte til Dortmund, fik han også debut på det engelske landshold. Siden da har han spillet 24 kampe for landsholdet. Blandt andet var han fast mand i startopstillingen under VM i Qatar.