Landsholdsspiller Kasper Dolberg har delt en lykkelig nyhed. Den 25-årige Nice-spiller skal nemlig være far for første gang.
Kasper Dolberg har god grund til at smile for tiden. Den 25-årige fodboldspiller har nemlig afsløret, at han skal være far for første gang.
Og det bliver noget helt særligt for den unge Nice-spiller. Han skal nemlig være far til tvillinger, hvorfor han inden længe får to helt særlige personer ind i sit liv.
Både han og kæresten, Lærke Julie Tranberg, har afsløret nyheden på Instagram.
"Tre elskede," har Dolberg skrevet som tekst til sit opslag.
Landsholdsspillerens kæreste har også delt den glædelige nyhed på sin profil. Her har hun været mere specifik om, at det er tvillinger, de venter sig.
"To kærlighedsbørn i min mave," har Lærke Julie Tranberg skrevet.
Kasper Dolberg fik sit store gennembrud i Ajax Amsterdam, men har i de seneste år haft svært ved at finde sit niveau. I den seneste sæson har han været udlejet til Hoffenheim fra Nice.
For den 25-årige danske profil har det dog ikke været en succes i den tyske klub. Ikke nok med, at han havde en mindre skade ved sin ankomst, så har hans niveau heller ikke været optimalt.
Senest var han heller ikke blevet udtaget til at spille de to EM-kvalifikationskampe mod Nordirland og Slovenien.
Nu kan han dog glæde sig over, at det kører for ham uden for banen, da han snart bliver far til tvillinger. Desuden vender han snart retur til Nice, da hans lejeophold i Hoffenheim bliver afsluttet den 30. juni.