Mest læste i dag
Argentinske Lionel Messi kan ende med at miste muligheden for at rejse ind i Mexico.
Hvis Lionel Messi har gjort sig tanker om at besøge Mexico, er det en god idé at skynde sig.
LÆS OGSÅ: FCK er blevet idømt hård straf
Den argentinske stjerne risikerer nemlig at blive nægtet indrejse. I hvert har det mexicanske parlamentsmedlem Maria Clemente Garcia lagt op til, at han fremadrettet ikke skal have adgang til landet.
Det skriver den schweiziske avis Blick.
Grunden til, at der er blevet lagt op til dette, er en video, der er gået viralt på de sociale medier.
Videoen stammer fra det argentinske omklædningsrum, hvor de fejrer deres 2-0-sejr over Mexico ved VM i Qatar.
I denne video kan man se, at der for fødderne af Lionel Messi ligger en mexicansk trøje. Én ting er, at den er smidt på gulvet, men hvad der for alvor har fået flere folk op i det røde felt er, at han på et tidspunkt sparker til den.
Blick skriver desuden, at den 35-årige stjerne også stiller sig på trøjen på et tidspunkt.
Det er der mange, der har fundet respektløst. Det er der mange, der har givet udtryk for på de sociale medier, hvor videoen er blevet delt af et utal af profiler i de seneste dage.
Og nu viser det sig, at man også i det mexicanske parlament føler sig stødt over det, hvorfor han altså potentielt kan ende med at blive nægtet indrejse, hvis han én dag vil lægge vejen forbi Mexico.