Lionel Messi forlader PSG, når hans kontrakt udløber til sommer, skriver to franske medier.
De seneste døgn har Lionel Messi været noget mere i vælten, end han plejer at være - og det er ikke positivt.
Den argentinske stjerne er blevet upopulær i sin klub, fordi han rejste på ferie, uden at have fået tilladelse til dette.
Mandag skulle han have mødt til træning, men han dukkede ikke op. I stedet var han rejst til Saudi-Arabien sammen med sin familie, hvor han skulle holde ferie.
Hertil er han også rejst afsted til landet, da han er turistambassadør, hvilket han har sikret sig en solid hyre for. Efter sigende får han omtrent 210 mio. kr. om året for at fungere som ambassadør for landet.
Egentlig havde han fået grønt lys til at rejse, men det var betinget af, at han og resten af truppen sikrede sig en sejr over Lorient søndag, hvilket de ikke gjorde.
Derfor blev alle spillerne kaldt ind til et møde, hvor dagsordenen var at tale om det seneste nederlag. Her dukkede han ikke op, og ifølge medierne L'Équipe og RMC Sport har det nu fået konsekvenser for ham.
Ifølge de to franske medier har det betydet, at klubben har besluttet sig for, at de ikke vil give ham en ny kontrakt. I stedet vil de lade ham skifte til en anden klub på en fri transfer, når hans kontrakt er udløbet.
"Lionel Messis tur til Saudi-Arabien uden at fortælle klubbens ledere om det gør, at de har besluttet ikke at forlænge deres stjernes kontrakt," skriver L'Équipe blandt andet.
For en måned siden blev det også meldt ud, at den 35-årige stjerne var en færdig mand i PSG. Kort tid efter blev det dog afvist af Messi-lejren, at der skulle være hold i dette.