Mest læste i dag
Kylian Mbappé kan være på vej væk fra PSG. Den franske storklub har accepteret et enormt bud på verdensstjernen.
På det seneste har der været mange rygter om Kylian Mbappés fremtid i Paris Saint-Germain. Det skyldes, at han er endt i unåde i den franske storklub.
Dette skulle være opstået på baggrund af Mbappés beslutning om ikke at forlænge sin nuværende kontrakt, som udløber næste sommer. Det betyder, at han kan forlade klubben på en fri transfer.
I Paris er man slet ikke tilfredse med dette, da Mbappé angiveligt har lovet på et tidligere tidspunkt, at han ikke ville forlade klubben gratis. Derfor har de givet ham et ultimatum: forlæng din kontrakt eller bliv solgt denne sommer.
Sidstnævnte kan de ende med at gøre alvor af, da de har modtaget og accepteret et enormt bud fra den saudiarabiske klub Al Hilal.
Ifølge Sky Sports har den franske klub accepteret et bud fra den saudiarabiske klub. Mandag blev det bekræftet af PSG, at de havde modtaget et bud på 2,2 milliarder kroner for Mbappé.
Og nu har han angiveligt fået tilladelse til at forhandle med Al Hilal om et skifte. Det er dog ikke ensbetydende med, at det bliver en realitet. Det vil naturligvis kræve, at den 24-årige stjerne er interesseret i at fortsætte sin karriere i Saudi-Arabien.
Han har længe været kædet sammen med et skifte til Real Madrid. Den spanske klub er angiveligt også åbne for at købe ham fri denne sommer, men har ikke mulighed for at matche buddet fra Al Hilal.
Dermed har den saudiarabiske klub bragt sig i en gunstig position. Om de også kan overbevise Mbappé om at forlade europæisk fodbold, er svært at spå om.
På det seneste har flere klubber i Saudi-Arabien været på indkøb, hvilket har medført, at flere store profiler er skiftet til landets liga.
Blandt andet befinder store navne som Cristiano Ronaldo, Karim Benzema, N'Golo Kanté, Marcelo Brozovic og Roberto Firmino sig i dag i ligaen. Fælles for dem alle er, at de har taget imod særdeles lukrative kontrakter i forbindelse med deres skifte.