Alt tyder på, at Lionel Messi forlader Paris Saint-Germain til sommer. Derfor leder den franske klub efter en passende afløser.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er nemt at finde en afløser for Lionel Messi. Der er ikke mange spillere, der har evnerne til at udfylde det tomrum, han efterlader.
Alligevel må Paris Saint-Germain indstille sig på, at de skal gøre et forsøg på netop dette til sommer.
Hans nuværende kontrakt med klubben udløber til sommer, og en ny aftale er endnu ikke på plads. I de seneste uger har der desuden været sået stor tvivl om, hvorvidt det vil ske.
Efter en uretmæssig rejse til Saudi-Arabien blev Messi tidligere på måneden suspenderet. Flere medier har rapporteret, at dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Med andre ord, så skulle forhandlingerne mellem parterne være blevet indstillet.
På Parc des Princes har man angiveligt indstillet sig på, at man er nødt til at forberede sig på en fremtid uden Messi.
Ifølge de franske aviser Le Parisien og L'Équipe har det betydet, at de er gået på jagt efter en ideel afløser. I denne forbindelse siges de at skulle have set sig varme på Bernardo Silva fra Manchester City.
Le Parisien skriver, at en forventet transfersum vil lyde på cirka 600 millioner kroner.
Den 28-årige portugiser siges at have interesse i et skifte, da han ønsker at involvere sig i et nyt projekt. Derfor skulle parterne også allerede have indledt forhandlinger.
PSG kommer til at kæmpe med andre bejlere, hvilket blandt andet omfatter FC Barcelona. Skal de have en reel chance for at hente Silva, kræver det dog, at de først får styr på den økonomiske situation i klubben.