Officielt: FC Midtjylland-profil solgt til fransk klub

Af: Nicolai Busekist

|

11/01/2022 10:26

Mest læste i dag

FC Midtjylland-spilleren var længe sat i forbindelse med et skifte til franske Ligue 1. Nu er det officielt, at parterne er nået til enighed om handlen.

Den svenske midtbanespiller Jens-Lys Cajuste er nu officielt skiftet til den franske klub Reims, der spiller i den bedste franske række.

Det oplyser FC Midtjylland selv på deres Instagram og deres hjemmeside. 

Siden sommerens transfervindue har Jens-Lys Cajuste været kædet sammen med et skifte væk fra ulvene. Dengang var Reims også interesseret, men prisen på over 100 millioner kroner som FC Midtjylland forlangte, var for høj. 

Nu har FC Midtjylland givet Reims rabat på Cajuste, da han havde et meget skuffende og anonymt efterår, og brugte mere tid på bænken end på banen, da han ikke var en del af Bo Henriksens planer.

Derfor er den forventede sum på 75 millioner kroner. Det er en fin sum for en spiller, der er blevet erstattet, og ikke længere indgik i planerne hos FC Midtjylland. 

Også sportschef Svend Graversen er meget begejstret over aftalen med Reims:

"Det er en enormt dygtig fodboldspiller, vi sender videre i karrieren, og vi har været privilegerede at have ham i klubben. Han er klar til at tage skridtet til Ligue 1, hvor vi har fået en god aftale i stand med Reims," sagde Svend Graversen til FC Midtjyllands hjemmeside oven på salget af Cajuste. 

Nu er det altså franske Reims, der får glæde af svenskerens kvaliteter. Reims ligger i øjeblikket på en 14. plads i Ligue 1, hvor de har lagt afstand til nedrykningspladserne.