Officielt: FC Midtjylland sælger Isaksen

Af: Nicolai Busekist

|

09/08/2023 05:35

Mest læste i dag

FC Midtjylland har sagt farvel til Gustav Isaksen, der er blevet solgt til Serie A-klubben Lazio.

FC Midtjylland skal i denne sæson klare sig uden Gustav Isaksen, der har forladt Superliga-klubben.

Tirsdag er det blevet gjort officielt, at han er blevet solgt til den italienske klub Lazio. Dette har både FC Midtjylland og Lazio ifølge Ritzau bekræftet på deres hjemmesider.

Det er ikke kommet som den store overraskelse, at en aftale er kommet på plads. Mandag morgen delte Lazio et billede af Isaksen, der var på vej til sit lægetjek.

Ingen af de to klubber har oplyst noget om, hvad prisen for Isaksen er. I sidste uge skrev B.T., at de to klubber var blevet enige om en pris på 15 mio. euro, hvilket svarer til omtrent 112 mio. kr.

Den 22-årige profil blev topscorer i Superligaen i sidste sæson, hvor han bidrog med 18 mål. Det var ikke blot i den hjemlige liga, at han gjorde sig bemærket. Det gjorde han også på den større scene i Europa.

Da FC Midtjylland sidste år tørnede sammen med Lazio i gruppespillet i Europa League, var Isaksen ikke til at stoppe. Han bidrog derfor med mål i deres kamp på både hjemme- og udebane.

I alt nåede han at spille 139 kampe for FC Midtjylland. I disse kampe har han bidraget med 33 mål. Nu er det dog slut, da han kommer til at fortsætte sin karriere i Lazio.

Isaksen må vente lidt, inden han får sin debut for den italienske klub. Ifølge Ritzau tager Lazio hul på den nye Serie A-sæson i en kamp mod Lecce.