PL-klub er 'positive' efter transferforhandlinger med Gavis agent
Af: Nicolai Busekist
|
12/04/2023 11:45
Mest læste i dag
FC Barcelona risikerer at miste Gavi til sommer, hvor han kan forlade klubben på en fri transfer. Dette står flere klubber klar til at udnytte, herunder Chelsea.
Chelsea har haft et møde med FC Barcelona-stjernen Gavis agent, da han potentielt kan forlade den catalanske klub på en fri transfer til sommer.
Christopher Vivell, der er fodbolddirektør i Chelsea, har haft et møde med den 18-åriges agent, og de indledende forhandlinger skulle have medført, at Chelsea er 'positive'.
Den spanske avis AS skriver, at endnu et møde allerede er blevet planlagt. Det kommer til at foregå indenfor et par uger, da Chelsea er klar til at presse på, for at få en aftale på plads.
For nylig skrev Gavi ellers under på en ny kontrakt med Barcelona, der kan holde ham på Camp Nou frem til sommeren 2026.
På grund af de finansielle problemer i klubben, har det ikke været muligt at registrere den nye kontrakt. Er der ikke styr på dette, inden til sommer, kan han smutte kvit og frit.
Barcelona siges at tage hele situationen med ro, da de er overbevist om, at Gavi ikke vil forlade klubben. Dog skriver The Sun, at han er frustreret over den måde, tingene er blevet håndteret på.
Chelsea kan forsøge at lokke Gavi til Premier League, ved at give ham en højere løn, men også ved at tilbyde ham en ansættelsesbonus.
Hvis den engelske klub ender med at hente Luis Enrique som træner i næste sæson, kan det også være en faktor, der kan bruges til at overbevise ham.
Barcelona er naturligvis ivrige efter at sikre, at han bliver på Camp Nou, men kan de ikke få bragt hans kontraktsituation i orden inden sommer, kan det ikke udelukkes, at han forlader klubben.