Spillede tre gange for klubben: PL-klub skal nu betale tidligere spiller over 200 millioner

Af: Nicolai Busekist

|

12/04/2023 07:58

Mest læste i dag

Premier League-klubben skal indstille sig på at punge ud, da de efter sigende er blevet dømt til at betale en tidligere spiller over 200 millioner kroner.

Leeds er angiveligt blevet dømt til at skulle betale deres tidligere spiller Jean-Kevin Augustin hele 24,5 millioner pund (ca. 207 millioner kroner), fordi de har begået kontraktbrud, ved ikke at skrive permanent kontrakt med ham.

Den 25-årige angriber blev hentet til klubben, da de spillede i Championship. Han blev hentet i januar 2020, hvor han blev udlejet fra tyske RB Leipzig.

Det blev dog ikke til den store mængde spilletid, da han kun var i aktion i 48 minutter fordelt på tre kampe for Marcelo Bielas mandskab.

Efter at have været lejet ud til den engelske klub, endte han med at skrive kontrakt med Nantes.

Men nu viser det sig, at Leeds ikke levede op til deres kontraktlige forpligtelser om at købe Augustin for 18 millioner pund, hvilket de var påkrævet at gøre, hvis de rykkede op i Premier League efter 2019/20-sæsonen.

Ifølge The Athletic har FIFA været involveret i denne sag, og det er nu endt med, at sagen er faldet ud 'delvist i Augustins favør'.

Og det kommer til at koste den engelske klub dyrt, da det betyder, at de nu står til at skulle betale ham intet mindre end fem års løn med en ugentlig løn på 80.000 pund.

"Klubben kan ikke kommentere på en igangværende juridisk sag," har klubben meldt ud i en udtalelse efterfølgende.

I december nåede Leeds til en 'mindelig løsning' med RB Leipzig, da de nåede frem til et forlig på 15,5 millioner pund, efter en tvist omkring Augustin, der i dag spiller for Basel.