Stjernetræner villig til at sige op, for at afløse Ole Gunnar Solskjær
Af: Nicolai Busekist
|
22/11/2021 11:48
Mest læste i dag
Manchester United har søndag fyret Ole Gunnar Solskjær, og nu er der forlydender om, at Mauricio Pochettino er klar til at tage over.
Søndag bekræftede Manchester United i en pressemeddelelse, at man havde fyret norske Ole Gunnar Solskjær. Derfor er det store spørgsmål nu, hvem der skal afløse ham.
Den engelske klub har oplyst, at de vil ansætte en midlertidig cheftræner, der kan stå i spidsen for De Røde Djævle i resten af denne sæson.
I første omgang er det Michael Carrick, der har taget over efter den fyrede nordmand. Derfor vil det også være ham, der står i spidsen for mandskabet, når de tirsdag spiller mod Villareal i Champions League.
Ifølge Daily Mail skulle Mauricio Pochettino være klar til at sige op i Paris Saint-Germain, for at kunne overtage jobbet som cheftræner på Old Trafford.
Angiveligt skulle Pochettino, der tidligere har stået i spidsen for Tottenham, være en respekteret mand i Manchester United-ledelsen. Derfor anses han også for at være en stærk kandidat til at tage over efter Solskjær.
Både The Telegraph og Goal skriver også, at Pochettino skulle være åben for at forlade sit job i Paris Saint-Germain, hvis han får tilbudt muligheden for at overtage i Manchester United.
Selvom han vurderes at være en stærk kandidat, skriver The Telegraph, at klubbens ledelse potentielt vil se ham an i denne sæson, hvorefter de vil forsøge at bringe ham til Old Trafford til sommer.
Det er bestemt ikke første gang, at der har været rygter om, at Mauricio Pochettino kan være på vej væk fra PSG, selvom han kun har stået i spidsen for den franske klub siden den 2. januar i år.
Tidligere i år gik der nemlig også rygter om, at han ønskede at tage over i Real Madrid efter Zinedine Zidanes. Ligeledes har han været rygtet retur til Tottenham, efter fyringen af Nuno Espírito Santo.