Fodboldstjerne risikerer fem år bag tremmer

15/10/2022 09:56

|

Nicolai Busekist

Foto: Etsuo Hara/Getty Images

Mest læste i dag

Anklager om korruption og bedrageri kan ende med at sende fodboldstjernen Neymar bag tremmer i fem år.

Den 30-årige Neymar skal møde i retten i Barcelona på mandag. Det er kun få uger før, at han skal stå klar til at spille VM med det brasilianske landshold.

Sagen handler om Neymars skifte fra brasilianske Santos til FC Barcelona, hvilket fandt sted tilbage i 2013.

Investeringsselskabet DIS ejede dengang 40% af rettighederne til Neymar. Derfor skulle de også have haft 40% af pengene, da han blev solgt.

Men virksomheden hævder, at de er gået glip af en andel af prisen, fordi den brasilianske stjerne blev solgt for mindre, end han var værd dengang.

Barcelona betalte 57,1 millioner euro (424 millioner kroner), da de hentede Neymar i sin tid. Ifølge The Sun gik 40 millioner euro (297 millioner kroner) af disse til hans familie.

DIS investerede 2 millioner euro (14 millioner kroner) i at købe en del af Neymars rettigheder, da han var 17 år, og fik en andel på 40% af de 17,1 millioner euro (127 millioner kroner), der gik til klubben.

De mener dog, at de skulle have tjent flere penge på salget af Neymar, da han blev solgt til for lav en pris.

"Neymars rettigheder er ikke blevet solgt til højestbydende. Der var klubber, der bød op til 60 millioner euro (446 millioner kroner)," lyder det fra en DIS-advokat.

Den spanske anklagemyndighed kræver to års fængsel til Neymar, mens DIS mener, at han skal have fem års fængsel. Desuden kræves det, at han betaler en bøde på 10 millioner euro (74 millioner kroner).