Formel 1-kører indgår kæmpe samarbejde

Af: Nicolai Busekist

|

10/01/2022 20:52

Mest læste i dag

Formel 1-kører har skrevet under på en kontrakt, hvor han skal være tjenestens ansigt udadtil i hjemlandet. 

Den nykårede verdensmester Max Verstappen skal nu også koncentrere sig om andet end at køre Formel 1. Han har nemlig lavet en aftale med NENT, der ejer og driver Viaplay. 

Viaplay har ifølge GPfans købt rettighederne til Formel 1 i Holland frem til 2024, hvor Max Verstappen kommer til at indgå i deres planer. Verstappen vil bidrage med unikke indslag om Formel 1 bag kulissen og dokumentarlignende programmer om sit eget liv. 

Ydermere skal Max Verstappen agere ambassadør for Viaplay sammen med sin far Jos Verstappen. Her vil de til tider indgå i selve dækningen af Formel 1, hvor far Jos skal være på analyseteamet med blandt andet danske Tom Kristensen, der også er tilknyttet NENT. 

Max Verstappen glæder sig rigtig meget til samarbejdet med Viaplay, og til at arbejde med personerne omkring Formel 1-dækningen: 

“Det kommer til at være fantastisk at arbejde med Viaplays professionelle on-site reportere som David Coulthard, Mika Häkkinen og Tom Kristensen. Jeg er sikker på, at deres erfaring som tidligere topkørere vil være et stort boost," sagde Max Verstappen om samarbejdet med Viaplay. 

Også NENT ser frem til samarbejdet med den hollandske verdensmester. Sportschef Peter Nørrelund ser det som en enestående mulighed for at give seerne endnu mere Formel 1 i verdensklasse:

"At tilføje eksklusivt indhold fra Max vil tage seerne med ind i den hurtigste sport på Jorden som aldrig før," sagde en glad Peter Nørrelund om Viaplays nye samarbejde.