Kevin Magnussen startede det 56 omgange lange løb i Austin fra 8.-pladsen. Den danske racerkører startede på mediumdæk, og var blevet rykket en ekstra plads frem i feltet på grund af en straf til Russell.
Han rykkede en plads op på den første omgang og lå dermed på 7.-pladsen. Magnussen fulgte en to-stop-strategi og kørte i pit på 17. omgang for at skifte til hårde dæk, og igen på 38. omgang for at skifte til et nyt sæt mediumdæk.
Desværre gav to-stop-strategien ikke pote for Haas og Magnussen, og den danske kører sluttede lige uden for pointene på en samlet 11.-plads. Det skyldes i høj grad, at han blev overhalet af flere kørere med et-stop-strategier.
Efter løbet havde Magnussen ikke det store at sige, da han skulle udtale sig til Haas' egne medier. Her sagde han blot, at de havde talt om en et-stop-strategi, men at det ikke lykkedes for dem at eksekvere den.
"Vi fik ikke point i dag, selvom vi havde en god chance for det. Vi talte om en et-stop-strategi, men vi fik det ikke til at fungere," sagde han til Haas' hjemmeside.
Han fik desuden opbakning fra teamchef Ayao Komatsu, der måtte vedkende sig, at en anden strategi ville have givet Magnussen en betydeligt bedre chance for at slutte i top-10 og dermed score point til holdet.
"Det var lidt af et blandet resultat, men det var godt at få en 8.-plads med Nico (Hülkenberg, red.). Han eksekverede en rigtig god et-stop-strategi, og i betragtning af situationen håndterede han dækkene rigtig godt og kommunikerede godt," sagde han.
"For Kevin var det næsten det modsatte, da vores udgangspunkt var en to-stop-strategi, og der opstod lidt forvirring i kommunikationen mod slutningen af løbet. Jeg føler, at vi skulle have scoret point med begge biler i dag, selvom Kevin måske havde haft svært ved at holde 10.-pladsen.
"I det mindste ville han have haft en chance. Hvis vi var kommet herfra med en 8.- og 10.-plads, ville det have været det bedste resultat, men desværre var det kun Nico, der fik point i dag. Vi fik syv point ud af weekenden og ligger nu to point foran RB, hvilket er positivt. Vi er nu på 6.-pladsen i mesterskabet med fem løb tilbage, og vi er konkurrencedygtige, så vi går efter mere."