FIA Compliance Department har besluttet at åbne en undersøgelse af Toto Wolff og hans kone, Susie Wolff. Dette skyldes, at de beskyldes for at have en interessekonflikt.
Toto Wolff er teamchef og administrerende direktør for Mercedes' Formel 1-hold. Hans kone beskæftiger sig også med Formel 1, da hun er administrerende direktør for F1 Academy-serien, der udelukkende er for kvinder.
Ifølge RacingNews365 har FIA reageret på klager, der kommer fra andre ledende medarbejdere i Formel 1. Angiveligt skulle flere være utilfreds med det faktum, at parret kan dele oplysninger på grund af deres positioner i Formel 1.
Ydermere lyder det, at Toto Wolff skulle være bekendt med nogle af Formula One Managements (FOM) aktiviteter, som de andre teamchefer ikke har informationer om. Desuden har Susie Wolff adgang til information fra samtaler mellem teamcheferne, som kan være fordelagtige for FOM.
Mediet BusinessF1 skriver, at Toto Wolff for nylig udtalte sig om oplysninger, som han kun kan have fået via FOM. Dette skete på et møde med de andre teamchefer, som ikke var bekendt med denne information. Derfor kom det naturligvis som en overraskelse for dem.
Dette har nu medført, at FIA-præsident Mohammed Ben Sulayem har bedt om, at der bliver udført en undersøgelse af Toto og Susie Wolff. Hvad dette konkret kommer til at indebærer, er der dog ikke blevet meldt noget ud om.
"FIA er opmærksom på spekulationer centreret om påstanden om, at oplysninger af fortrolig karakter er blevet videregivet til en F1-holdleder fra et medlem af FOM-personalet. FIA Compliance Department undersøger sagen," lyder det i en pressemeddelelse.
Der er ikke blevet meldt noget ud om, hvad det kan få af konsekvenser for parret, hvis der viser sig at være hold i anklagerne.