Kevin Magnussen går til angreb på Max Verstappen

Af: Nicolai Busekist

|

20/11/2023 08:00

Kevin Magnussen er gået til angreb på Max Verstappen, som denne weekend har været meget vokal i sin kritik af Las Vegas Grand Prix.

Mest læste i dag

Der skal ikke herske tvivl om, at der er mange ting, som racerkørere kan være uenige om. Det gør sig også gældende for de helt store stjerner i Formel 1, som er den ypperste klasse indenfor motorsport.

Det er Kevin Magnussen og Max Verstappen et godt bevis på, for de er tilsyneladende ikke enige i alt.

I forbindelse med Las Vegas Grand Prix har Verstappen været meget åben omkring sit syn på hele begivenheden. Han har blandt andet kritiseret det for at være mere show end racerløb, hvilket han ikke er fan af.

Andre kørere har til gengæld givet udtryk for, at de har været vilde med det. Det har nemlig sat helt nye standarder for, hvordan man kan afvikle en Formel 1-weekend i fremtiden.

Efter søndagens løb var Magnussen ganske vist træt af, at det ikke blev til point, men det var alt. Han havde ikke en finger at sætte på den store begivenhed i Las Vegas.

Derfor har han også valgt at sende en stikpille i retning af Verstappen, som han ganske enkelt har bedt om at holde mund. 

"Jeg synes, det er fint at have en holdning. Men måske man skulle holde den for sig selv. I sidste ende får vi alle ret gode lønninger og lever det gode liv. Det er på grund af alt det her. Måske vi skulle værdsætte det lidt mere," sagde Magnussen til Ekstra Bladet.

Der er kun et enkelt løb tilbage i denne sæson, hvilket finder sted i Abu Dhabi. Det er dermed også Haas' sidste chance for at overhale Alfa Romeo i den samlede stilling. De har fire point op til dem, og får de ikke hentet disse, slutter de på sidstepladsen i konstruktørmesterskabet.