Kevin Magnussen har ikke haft den store succes i denne sæson. Søndag måtte han igen acceptere en placering bagerst i feltet.
Haas har svært ved at holde fart i dækkene i Formel 1 i denne sæson. Det fik danske Kevin Magnussen at føle søndag i Canada, hvor det ikke kunne blive til mere end en 17. plads.
Derfor har han tilføjet endnu en skuffelse til listen i denne sæson. Haas fik ellers en god start i Canadas Grand Prix, hvor Nico Hülkenberg sluttede som nummer to i kvalifikationen.
Den tyske racerkører endte dog med at få en straf på tre placeringer, hvorfor han startede som nummer fem. Alligevel var der ingen af de to Haas-biler, der fik kørt point hjem.
Det hænger sammen med, at Haas har kæmpet med at finde den nødvendige fart. Det vil sige, at det ofte ser fint ud i kvalifikationerne, men når det virkelig gælder, så er situationen en anden.
Efter søndagens løb udtalte Magnussen, at han var ærgerlig over, at det ikke blev til mere for Haas.
"Det var generelt en ærgerlig dag. Vi er for langsomme og slider for meget på dækkene," sagde Magnussen til Viaplay ifølge Ritzau.
"Den styrke, vi har om lørdagen (i kvalifikationerne, red.), virker det ikke til, vi kan overføre til om søndagen, når vi skal køre langt på dækkene, og det er jo det, der er vigtigst, desværre."
Samtidig slog han også fast, at der stadig er arbejde at gøre for Haas. De skal nemlig finde ud af, hvordan de kan holde fart i dækkene i en længere periode, så de ikke kun klarer sig godt i kvalifikationen.
På trods af en start som nummer fem, endte Hülkenberg med at slutte blot to pladser længere fremme end holdkammeraten. Derfor er der stadig lang vej op til pointene for de to Haas-kørere.