Kevin Magnussen taler ud: Tydeligt at vi har udfordringer
Af: Nicolai Busekist
|
22/07/2023 06:37
Mest læste i dag
Kevin Magnussen er fortsat ikke positivt stemt omkring bilen fra Haas, som har svært ved at holde fart i dækkene.
Haas har i denne sæson bevist, at de er dygtige til at levere gode resultater i kvalifikationen. Desværre har de også vist, at de bliver udfordret, når det kommer til selve løbet.
Søndag skal danske Kevin Magnussen igen forsøge at køre point hjem til Haas i Ungarn, men det kan blive svært.
Hidtil er det kun blevet til to point i sæsonens første ti grandprixer. Hvad der sandsynligvis er mest skuffende er, at lørdagens kvalifikationer ved flere lejligheder har givet forhåbninger om mere.
"Det er efter min mening tydeligt, at vi har nogle udfordringer med at være konkurrencedygtige om søndagen," siger han til holdets hjemmeside ifølge Ritzau.
"For det meste kan vi godt konkurrere om lørdagen i kvalifikationen, når vi kun skal køre én omgang på dækkene med lidt brændstof, men om søndagen er det en anden historie.
Magnussen håber naturligvis på, at de snart kan få styr på deres bil. Formår de ikke at blive bedre til at holde fart i bilen om søndagen, kan de nemlig godt vinke farvel til flere VM-point i denne sæson.
I interviewet fortæller han, at de 'arbejder hårdt på at finde ud af årsagen og komme med løsninger' til, hvordan de kan undgå at tabe fart om søndagen.
Hans holdkammerat Nico Hülkenberg har gjort det en anelse bedre i denne sæson. Han står noteret for i alt ni point i denne sæson.
Fredag kørte Haas og resten af feltet to træninger på Hungaroring nær Budapest. Lørdag har de endnu en træning, inden det er tid til kvalifikationen.