Lewis Hamilton frygter, at seerne vil flygte fra Formel 1, fordi de synes, at det er blevet for kedeligt.
Red Bull-kørerne Max Verstappen og Sergio Perez dominerer i denne sæson i Formel 1, hvor de har vundet alle fem løb.
Forud for feltets ankomst til Miami, har sporten mødt kritik for at være blevet kedelig, da det er for uforudsigeligt, hvem der vinder hvert løb.
Og Hamilton, der kvalificerede sig som nr. 13 i Miami, har udtalt, at han har sympati med seerne, og har insisteret på, at holdene er nødt til at tilpasse sig til de nye regler, da det ellers kan tage flere år, før et andet hold står øverst på podiet.
"Det er ikke min opgave at overbevise folk om at se en sport. Det er ikke mig, der ser med, så det er ikke kedeligt for mig," sagde Hamilton ifølge The Sun.
"Jeg bliver udfordret hver eneste dag i kampen om at vende tilbage til fronten, så det er bestemt ikke kedeligt fra mit perspektiv."
"Det er bare ærgerligt, at vi stadig ser den samme slags huller mellem holdene."
"Jeg ved ikke, hvad løsningen er for fremtiden. Men vi bliver nødt til at tilpasse os disse regler. Ellers kan tilstanden blive den samme, som det er nu, i årevis."
Hamilton gjorde det dog også klart, at han mener, at sporten bevæger sig i den rigtige retning, og han fremhævede blandt andet, at det er positivt, at der bliver kørt løb flere steder i verden.
"Jeg kan godt lide den retning, som Formel 1 bevæger sig i. Jeg har været her længe. Jeg kan godt lide den forandring, vi ser, og det er spændende at komme rundt til forskellige dele af verden," sagde han.
"Vi har været på vej til alle de andre kontinenter, så jeg håber, at vi snart kommer til Afrika. Og det bliver en fantastisk oplevelse."
"Men jeg elsker alle de ældre baner. De vil altid være dem, jeg foretrækker. Det er vigtigt, at vi fortsætter med at have dem med, så der en balance."