Lewis Hamilton langer ud: Ville ikke være godt for sporten
Af: Nicolai Busekist
|
21/10/2022 09:56
Mest læste i dag
Den britiske stjerne har sendt en klar besked til FIA om, at det skal have konsekvenser for Red Bull, at de ikke har overholdt budgetloftet.
Red Bull ligger for tiden i strid med FIA, da de angiveligt har overtrådt budgetloftet, der i sidste sæson lød på 114 millioner pund. Det svarer til cirka 970 millioner danske kroner.
Det har fået Lewis Hamilton til at slå fast, at det ikke vil være det rette, hvis Red Bull ender med at slippe med 'et rap over fingrene'.
"Jeg tror på, at Mohammed (FIA-præsident Mohammed bin Sulayem, red.) og hans hold vil træffe de rigtige beslutninger," siger Hamilton ifølge The Sun.
"Det er jeg nødt til at tro. Jeg vil gerne lade tvivlen komme dem til gode. Jeg glæder mig generelt. Jeg ser frem til at vinde endnu et mesterskab."
"Jeg har mine egne meninger om, hvad vi gjorde som et hold, og hvordan vi gjorde det sidste år, og jeg er virkelig stolt af det og tror på det, vi har lært."
"Det ændrer egentlig ikke så meget. Jeg tror, at sporten skal gøre noget ved det i fremtiden."
"Ellers, hvis de er afslappede med disse regler, så ville alle holdene bare gå over (budgetloftet, red.) og bruge millioner mere, og så kun få et rap over fingrene. Det ville ikke være godt for sporten."
"Vi vil fortsætte med at møde ting og forhindringer. Integritet er, hvordan vi navigerer gennem dem, mens vi bevarer kerneværdierne, samtidig med, at vi er gennemsigtige og er tro mod værdierne for, hvad sporten og reglerne er til for."