Lewis Hamilton med stor hentydning om sin fremtid

Af: Nicolai Busekist

|

21/07/2023 05:56

Mest læste i dag

Lewis Hamilton er kommet med en stor hentydning om sin fremtid, selvom han endnu ikke har skrevet under på en ny kontrakt.

Den syvdobbelte verdensmester i Formel 1 har kontraktudløb efter denne sæson. Forlænger han ikke med Mercedes, kan han potentielt være færdig i Formel 1.

Meget tyder dog på, at han ikke forlader sporten. De to parter har nemlig forhandlet i de seneste måneder.

Alligevel er der ikke blevet sat en underskrift på en ny kontrakt. Men nu kommer Hamilton med en stor hentydning om, at han stadig vil være en del af feltet næste år.

Da han blev spurgt om Mercedes' planer for næste års bil, sagde han, at de har afholdt en række 'store møder' i de seneste uger.

"Vi er bare nødt til at fortsætte med at arbejde på det, og det er det, vi forsøger at gøre," sagde han ifølge The Sun.

"Vi har flere nye ting til bilen i løbet af de kommende grandprixer. Det måtte gerne komme hurtigere, men jeg presser så hårdt, jeg kan."

"Jeg har haft store møder med holdet, hvor jeg talte med chefen for aerodynamik og chefen for dynamik om, hvad der er i tankerne for næste års bil."

På trods af, at Hamilton ser ud til at fortsætte hos Mercedes, har der også været andre rygter. Blandt andet er han blevet sat i forbindelse med et skifte til et andet hold.

Ferrari har været nævnt som destination for den 38-årige brite, men også Red Bull-boss Christian Horner har indrømmet, at de tidligere har overvejet at hente Hamilton. Det er dog ikke længere noget, der bliver betragtet som aktuelt.

"Lewis er naturligvis en fantastisk kører. Forhåbentlig vil han være med i mange år fremover," sagde Horner ifølge The Sun.

"Der har været et par gange, hvor vi har haft et par samtaler om muligheden for, at han kunne slutte sig til Red Bull. Men det har ikke været for nylig."

Hamilton har vundet seks af sine syv titler hos Mercedes, men i de seneste sæsoner har han ikke haft mulighed for at kæmpe med om titlen. Deres bil har ganske enkelt ikke været god nok.

På Silverstone kørte Hamilton sig til en podieplacering. Det var han naturligvis glad for, men han jagter fortsat sin første løbssejr i Formel 1 siden 2021.