Max Verstappen med vild udmelding: Sker det, så stopper jeg

Af: Nicolai Busekist

|

02/04/2023 11:38

Mest læste i dag

Det er ikke alle, der bryder sig om de ændringer, der finder sted i Formel 1. Én af dem, der mener, at det ikke er det rette, er Max Verstappen.

Max Verstappen bryder sig ikke om den retning, som Formel 1 er på vej i. Faktisk er han så stor modstander af særligt ét tiltag, at det i værste fald kan få ham til at stoppe med at køre Formel 1.

Det gjorde han ifølge The Guardian klart forud for søndagens løb i Australien, som han endte med at vinde.

Den 25-årige verdensmester er nemlig slet ikke fan af det relativt nye sprintformat, som blev indført tilbage i 2021, og som i denne sæson er blevet endnu mere udbredt.

"Jeg håber ikke, der kommer for mange ændringer. Så kommer jeg ikke til at være her meget længere," lød det fra den unge hollænder ifølge The Guardian.

Dernæst gjorde han det klart han ikke 'ser det som en del af DNA'et i Formel 1', hvis de skal blive ved med at køre sprintløb. Ligeledes lagde han ikke skjul på, at han ikke bryder sig om dem.

Disse løb er blevet indført med henblik på at skabe mere spænding og underholdning, da det er resultatet af disse løb, der kommer til at afgøre rækkefølgene, som kørerne skal starte i ved søndagens løb.

Som sagt blev de indført i 2021, men er de seneste år blevet mere udbredt. I år er antallet af sprintløb blevet øget fra tre til seks.