Tidligere Formel 1-verdensmester Nico Rosberg har langet ud efter Max Verstappen for hans udtalelser efter det saudiarabiske grandprix.
25-årige Max Verstappen fik en god start på denne sæson i Formel 1, da han sikrede sig en overbevisende sejr i Bahrain.
I Saudi-Arabien var det dog anderledes, da han under kvalifikationen blev ramt af mekaniske problemer, der gjorde, at han måtte starte løbet på en 15. plads.
Selvom han kørte et flot løb, der sikrede ham en 2. plads, måtte han se sin holdkammerat, Sergio Perez, være manden, der kørte først over målstregen.
"Jeg nåede en 2. plads, hvilket er godt, og generelt er hele holdet glade," lød det ifølge The Sun fra Verstappen efter løbet.
"Men personligt er jeg ikke glad. Jeg er ikke her for at være nr 2. Især når du arbejder meget hårdt tilbage på fabrikken for at komme her i en god stand og sørge for, at alt er perfekt."
"Når du kæmper om et mesterskab, og det ser ud til, at kampen kun er mellem to biler, skal du sørge for, at de to biler er pålidelige. Vi er nødt til at gøre det bedre. Absolut. En mere ren weekend ville være rart."
Rosberg, der selv blev verdensmester i Formel 1 i 2016, var ikke imponeret over udtalelserne fra den unge hollænder.
"Det er ikke godt at se," sagde han til Sky Sports.
"Vi fik også at vide, at han tilsyneladende droppede holdmødet (om lørdagen, red.)."
"Jeg synes ikke, det er en god tilgang eller mentalitet så tidligt på sæsonen, når holdet har gjort et så strålende stykke arbejde og arbejdet så hårdt. Jeg synes godt, at han kunne være mere graciøs."