Tidligere Formel 1-kører Nico Rosberg har sendt en klar advarsel til Red Bull-stjernen Max Verstappen.
Den tidligere Mercedes-kører Nico Rosberg har sendt en advarsel til Max Verstappen. Tyskeren mener, at han skal være varsom med ikke at være for selvtilfreds, trods den store føring i Formel 1.
Forud for sommerpausen havde Verstappen en føring på 125 point ned til Sergio Perez på 2.-pladsen. Mexicaneren er derfor stadig nummer to i jagten på titlen, selvom han har været inde i en dårlig stime.
Red Bull kunne ikke have gjort det meget bedre i denne sæson. Holdet kan nemlig bryste sig af at have vundet alle 12 løb, hvor Verstappen har vundet ti af dem.
Ikke nok med det, så har den hollandske kører vundet de seneste otte løb i træk. Derfor er han på vej til at overtage rekorden fra Sebastian Vettel. Den blev sat i 2013-sæsonen, hvor den tyske legende vandt ni løb i træk.
Det er meget usandsynligt, at Verstappen ikke allerede har vundet dette års verdensmesterskab. Matematisk er det stadig muligt at miste det, men sandsynligheden for, at det sker, er forsvindende lille.
Ydermere er der også en reel chance for, at Red Bull ender med at vinde alle løb i denne sæson. Formår de at gøre dette, vil de være det første hold i Formel 1's historie til at opnå denne bedrift.
Med den utrolige præstation på højkant, har Nico Rosberg advaret Verstappen mod at fjerne øjet fra bolden, på trods af hans enorme føring.
"Han skal generelt passe på, at han ikke bliver selvtilfreds," sagde Rosberg i Sky Sports F1-podcast.
"Han er inde i sådan et utroligt flow, hvor ingen kan røre ham. Og det er som regel her, at der er risiko for at blive selvtilfreds, og man mister lidt motivationen. Så det skal han bare passe lidt på."
Rosberg slog dog også fast, at han mener, at Verstappen er for fokuseret som person til, at han vil lade dette ske.
"Men jeg kan ikke se det ske, fordi den sindstilstand, han har, er fænomenal. Han er bare så fokuseret og så i zonen hele tiden. Det er ligesom kunst. Det er fantastisk," sagde han.